: Retur til startside
: Retur til hovedsiden om farver
 
: Om afstanden mellem farver
: Farvecirklen

GENERELT  OM  FARVER  
elementær farveteori   

Regnbuens farver   Farvecirklen   Øjet   Computerskærmen   Additive og subtraktive farver   komplementærfarver   Farvelegemer   Enheder

Hvis lys reflekteres i en CD-rom eller brydes gennem et prisme, splittes det hvide op i regnbuens farver, kaldet et spektrum. Disse rene farver er for rene til at kunne gengives på computerskærmen, her et forsøg på at gøre det alligevel:

                                                              
400 nm500 nm 600 nm700 nm 780 nm  Bølgelængde

Spekteret er lysest i midten, fordi øjet er mest lysfølsomt her. Sætter vi fuld musik på alle farver (alt hvad computeren kan klare)
                                                              
400 nm500 nm 600 nm700 nm 780 nm  Bølgelængde
og klipper strimlen ud og klistrer den sammen til en cirkel, får vi noget der ligner farvecirklen . . . dog skal der tilføjes nogle nuancer af purpur :
                  



: Mere om farvecirklen

og som sagt: Farverne er kun en tilnærmelse til de rigtige farver, der er spektralfarver og derfor for klare til at kunne vises helt rigtigt på computerskærmen.

 :  Mere om hvilke farver der kan vises


Øjet indeholder 4 slags lysfølsomme celler: Tappene er mest lysfølsomme ved den nævnte bølgelængde, men også lysfølsomme i et interval på ca. 200 nm (100 nm til hver side). Ud fra signalerne fra disse celler er farven noget som regnes ud indeni hjernen, så lys med forskellig sammensætning af flere bølgelængder kan godt have samme farve. Det princip bruges til skærmfarver: Bare vi er i stand til at regulere 3 tilstrækkeligt forskellige farver på skærmen, kan vi få øjet til at opfatte det ligesom praktisk taget enhver anden sammensætning af lys af forskellige bølgelængder, det vil sige vi kan eftergøre alle farver.
Hvis vi har en farvet flade, f.eks et kronblad fra en blomst, og vil beskrive farven
set fra et fysisk synspunkt
Ved farven forstås bølgelængden af det lys, der kommer fra fladen. For at fastlægge farven må vi beskrive lysets intensitet som funktion af bølgelængden, det er det der hedder et spektrum. Vi kan enten tegne en graf eller lave en tabel med mange tal i.
set fra øjets synspunkt
Farven er fastlagt hvis vi kan beskrive én farve hvor øjet ser samme farve som fra fladen. Denne farve kan laves ved at blande lys af 3(!) forskellige bølgelængder, så farven kan fastlægges ved at angive 3 tal, svarende til intensiteten af lyset for hver af disse 3 bølgelængder.
I det følgende menes altid farven set fra øjets synspunkt


Computerskærmen

Én måde at lave en computerskærm på er ved at sende 3 elektronstråler med forskellig retning gennem et hul i kort afstand bagved billedrørets inderside, og på indersiden have noget fluoriserende materiale, der lyser op når det rammes af elektronstrålen. På grund af strålernes forskellige retninger rammer de forskellige steder på det fluoriserende materiale, og der bruges så forskellige slags fluoriserende materiale som lyser op i forskellige farver.
 
 
 
Hver pixel på skærmen består derfor af 3 prikker, de har farverne rød, grøn og blå. En farve beskrives ved 3 tal for intensiteten af hver af disse 3 farver, på en skala fra 0 til 255. Tallene er 2-cifrede hextal (se
), så farven beskrives ved et 6-cifret hextal, de to første cifre for intensiteten af rød, så grøn og til sidst blå. Eksempelvis farven 000080 har slukket for rød og grøn, og halv styrke på blå (80 som hextal = 8·16+0 = 128 = halvdelen af 255).

Additive og subtraktive farver

Farverne på computerskærmen er additive:
Hvis man eksempelvis blander gul (FFFF00) og blå (0000FF) får man hvid (FFFFFF) - og ikke grøn som vi jo er vant til. Lyset adderes: Der udsendes både lys af farven FFFF00 og af farven 0000FF det giver det hele.

Farverne i en malerbøtte er subtraktive:
Hvis vi blander fra en malerbøtte, gul og blå, får vi grøn. Det er fordi gul maling absorberer lys af komplementærfarven til gul = violet = rød+blå, og blå absorberer lys af komplementærfarven til blå = orange=gul+rød. Når det blå, violette, røde, orange og gule lys absorberes, så er der kun det grønne tilbage. Farverne blandes subtraktivt, malingen farver ved at absorbere lys, dvs trække noget af lyset fra. Når vi trækker både det ene og det andet fra, så må vi jo se på hvad der bliver tilbage.
Blanding af farverne additivtsubtraktivt
Rød
FF0000
Lime 00FF00Gul FFFF00 Mørkt oliven 404000
Blå 0000FF Magenta FF00FF Mørkt purpur 400040
Lime 00FF00 Blå 0000FFCyan 00FFFF Petroleumsgrøn 005050
Gul FFFF00 Blå 0000FF Hvid FFFFFF Mørkt grågrøn 308050
Magenta FF00FF Lime 00FF00 Hvid FFFFFFGråblå 505070
Cyan 00FFFF Rød FF0000 Hvid FFFFFFGråviolet 402040
Man kan blande farverne additivt på flere måder, således med en farvesnurre = Maxwell's hjul: Lav en skive med de to farver der skal blandes på hver sin halvdel og snor skiven hurtigt rundt (lav en snurretop, eller spænd den fast på en boremaskine). Eller lav to lysbilleder med farverne, og brug to lysbilledfremvisere og bland farverne ved at lyse på samme skærm.
De subtraktive blandinger laves nemt ved at blande farverne i farveladen, men de bliver dog ret forskellige alt efter de mængder de blandes i, samt koncentrationen og nuancen af udgangsfarverne, samt deres dækkeevne. De viste subtraktive farver er målt ud fra sådanne blandinger.
- Ved additiv blanding fås en lysere farve, ofte noget kridtet i farven
- Ved subtraktiv blanding fås en mørkere farve, ofte noget grumset i farven


komplementærfarver

Man kan definere komplementærfarver på forskellige måder:
 A :   To farver er komplementærfarver, hvis de ved subtraktiv blanding giver en mørkt grå farve uden kulør
 B :   To farver er komplementærfarver, hvis de ved additiv blanding på en farvesnurre giver samme grå farve som sort+hvid
 C :   To farver er komplementærfarver, hvis summen af rød-værierne er 255 (eller 256), og ligeså for grøn- og blå-værdierne
 D :   To farver er komplementærfarver, hvis de enten står diamentralt modsat på farvecirklen, eller hver især kan blandes af to diamentralt modsatte farver ved iblanding af hvid og/eller sort, og lige meget hvid/sort for de to farver
De 3 definitioner passer ret godt sammen, omend ikke til mindste detalje. Definition A er ikke særlig nøjagtig, blandingsfarven afhænger bl.a. af farvestoffernes dækkeevne som igen afhænger af, hvor fint de er pulvariseret. I det følgende vil jeg bruge definition C.
For billedkunstnere spiller komplementærfarver en stor rolle, fordi en billedflade virker harmonisk, hvis den i det store og hele kun indeholder 1-2 farver og deres komplementærfarver, samt deres gråtoner.
FarveSort
000000
Sølvgrå
C0C0C0
Grå
808080
Maron
800000
Magenta
FF00FF
Rød
FF0000
Blå
0000FF
Kobolt
2040A0
komplementærfarveHvid
FFFFFF
Mørkt grå
404040
Grå
808080
Himmelblå
80FFFF
Lime
00FF00
Cyan
00FFFF
Gul
FFFF00
Mørkere creme
E0C060


Farvelegemer

Da der skal 3 tal til at beskrive en farve, kan man tegne alle farver ind i et rumligt koordinatsystem. Den del af rummet, der svarer en farve til, danner en rumlig figur kaldet et farvelegeme.
Der er endnu ingen, der har tegnet et farvelegeme som man kan kalde farvelegemet, der er gjort mange forsøg, og hvert forslag har sine stærke og svage sider. Langt de fleste farvelegemer man har hittet på har i midten en gråakse, normalt en ret linie der forbinder sort og hvid, den indeholdender alle gråtonerne.
Udenom gråaksen ligger så farvecirklen, men den er langtfra altid tegnet som en cirkel.
Et af de ældste systemer er Lambert's tetraeder, en 3-sidet pyramide med hvid i toppen, sort midt på grundfladen, og rød-gul-grøn i spidserne af den trekant, der udgør grundfladen. Den er videreudviklet til en terning (Hickethier 1952) og en rhomboeder (Küppers 1958, se ref.
HK).
Af mere afrundede former er der forsøgt med en kugle (Runge ca. 1800), en dobbeltkegle med farvecirklen i midten (Ostwald ca. 1930), og en tilsvarende kegle hvor farvecirklen slynger sig op og ned (Gerritsen 1972, se ref FG). DIN 6164 beskriver ligeledes en dobbeltkegle, men hvor de to halvdele af keglen ikke er lige lange, den "sorte" rager længst ud (Richter 1962).
Endelig har Munsell et fuldstændig usymetrisk farvelegeme; det gør det svært at lave matematiske formler ud fra, men til gengæld skulle det efter sigende have den særdeles udmærkede egenskab, at den afstand øjet opfatter som afstanden mellem to farver også afspejles i den rumlige afstand  ( hvilket desværre er umuligt, klik:   ).
Klik for mere om cie-systemet   
Phillip Otto Runge
ca. 1800
Internationale belysningskommision
1931  ( klik:  )


Enheder

nmnanometer  Længdeenhed fra metersystemet, 1 nm = 10 -9 m = en milliartenedel meter.
Praktisk til at måle bølgelængden af lys, der skal have en bølgelængde mellem 380 nm og 780 nm for at være synligt.
lmLumen  enhed for lysmængde, det antal W en lyskilde udsender i form af lys, ganget med øjets følsomhed for lyset af lige dén bølgelængde eller frekvens - hvis der udsendes lys med forskellige frekvenser skal der summes op: integralet af lysmængde gange øjets følsomhed i små intervaller af bølgelængde.
lxLux Lysets flux, lysmængde pr arealenhed. 1 lx = 1 lm/m²
cd Candela  Lysets flux, lysmængde pr rumvinkel. 1 cd = 1 lm/sr (sr=steradian)